Ny hundehvalp? – Få en god start [Guide]

Overvejer du at byde en hundehvalp velkommen i familien? Eller er du så heldig, at der netop er flyttet en lille hvalp ind hos dig? Læs med her, og få gode råd til, hvordan du får den bedste start på livet med dit nye firbenede familiemedlem.
hund og baby

Indholdsfortegnelse

10 tips til dig og din hundehvalp

1. Sæt tid og tålmodighed af

Når du får din hvalp hjem, skal du huske på, at alt er nyt for den. Den har kun været vant til at være sammen med sin mor og sine søskende, og er pludselig blevet flyttet til helt nye omgivelser med nye mennesker.

En hvalp skal lære, hvordan den omgås andre hunde og mennesker. Det kaldes socialisering og miljøtræning, og det handler om at vænne hvalpen til nye situationer og gøre den tryg i forskelligartede miljøer.

Derfor er det vigtigt, at du især i starten har god tid sammen med din hvalp. På den måde lærer den at blive tryg i sine nye omgivelser, og I kan knytte et tæt bånd.

Golden retriever hvalp

2. Gør hjemmet hvalpeklar

Inden du byder din hvalp velkommen, er det en god idé at sikre, at du har alt det udstyr, du skal bruge. Det gælder blandt andet foder, hvalpesikkert legetøj, halsbånd, snor og sele, godbidder og kurv.

Sørg for, at der er frisk vand og noget blødt at sove i. Hvis du har fået et tæppe fra opdrætteren, kan du lægge det i kurven som tryghed.

Forbered et sted, hvor din hvalp kan være uden opsyn, fx et separat rum eller en hvalpegård.

Hvalp indendørs

For at undgå farlige situationer, er det vigtigt at hvalpesikre hjemmet. Fjern skarpe genstande, giftige planter og skrøbelige ting, der kan være inden for hvalpens rækkevidde.

3. Lad hvalpen gå på opdagelse under opsyn

Når hvalpen kommer ind i huset, skal en i familien holde øje med den. Lad hvalpen gå på opdagelse i sit nye hjem og tage det i sit eget tempo.

Hund kigger ned i tandbørsten

4. Kom godt i gang med renlighedstræning

Renlighed er en vigtig milepæl. Start med at vise hvalpen det sted udenfor, hvor den skal gå på toilettet, og beløn den massivt, når den gør det rigtigt.

Husk, at renlighedstræning tager tid, og uheld indendørs er helt normalt.

En god tommelfingerregel er at tage hvalpen ud efter hver gang den har spist, leget, drukket og sovet.

Berner sennenhvalpe

5. Beløn den ønskede adfærd

Vil du lære hvalpen nye færdigheder, skal du sætte den op til succes. Kontroller hvalpens miljø for at forebygge uønsket adfærd, fx ved at fjerne sko og give legetøj i stedet.

Husk, at hunde udøver adfærd, der kan betale sig. Hav altid godbidder klar, så du kan belønne den ønskede adfærd.

6. Få ro på nætterne

Hvalpe kan ikke holde sig hele natten. Vær klar til at tage den hurtigt ud at tisse, hvis den bliver urolig.

Hundehvalp med store øjne

Undgå for meget lys og larm, når du går ud med hvalpen om natten. Den skal bare ud og så ind at sove igen.

7. Vær opmærksom på hvalpebideri

Skarpe hvalpetænder kan ødelægge ting. Hvalpen undersøger verden ved at putte ting i munden, og det kan være farligt, hvis den spiser noget, den ikke tåler.

Når hvalpen er 14-20 uger, vil den begynde at tabe sine mælketænder, og voksentænderne vil bryde frem. Det giver kløe, og den vil bide mere end normalt.

Læs også: Min hvalp bider i alt

8. Sæt fokus på alene-hjemme-træning

Start alene-hjemme-træningen et par dage efter hvalpens hjemkomst. I begyndelsen kan det være nok at gå ud af rummet et øjeblik og komme tilbage igen.

Golden retriever hvalp med foder

Målet er at gøre hvalpen tryg ved at være adskilt. Hvis hvalpen bliver utryg eller piver, er du gået for hurtigt frem.

Læs også: Hvordan lærer jeg min hund at være alene hjemme?

Tip:
Lad være med at lave gemmeleg, hvor hvalpen skal finde dig. Det kan skabe utryghed og give tilbagegang i træningen.

9. Få gode oplevelser på gåturene

De første måneder handler gåturene mest om, at hvalpen skal lære verden at kende. Introducer nye oplevelser i dens eget tempo.

Læs også: Hvor meget motion skal hvalpen have?

Hvalp på gåtur

10. Kom godt fra start med træning og samarbejde

Når det gælder hvalpetræning, er det vigtigste at lære hunden, at det er sjovt og attraktivt at samarbejde med dig.

Træn positivt og beløn ønsket adfærd. Forebyg uønsket adfærd ved at fjerne fristelser i hvalpehøjde.

Berner sennenhvalpe spiser vuffeli

En god idé er at melde sig på et hvalpetræningshold. Det giver socialisering med andre hvalpe.

Der findes også hvalpeleg hos hundetrænere, hvor hvalpene kan lege under opsyn. Det giver gode erfaringer med kommunikation med andre hunde.